Gå til forsiden

Evaluering 2007

evaluering 2007

Sæsonevaluering 2007

26-11-2007

Efter en periode uden så meget aktivitet på hjemmesiden er det nu ved at være tid til at se tilbage på sæsonen 2007. I fredags havde vi årets sidste tur i 49'eren, hvor vi de sidste par uger har sparret med de tilbageværende danske OL håb.

Vi må selv erkende at vi efter vores præstation ved EM ikke længere er inde i billedet ved OL i 2008.

Sæsonen startede ellers fremragende for os. Træningsmæssigt havde vi aldrig haft så mange timer på vandet i for-sæsonen, og det gav pote ved sæsonens indledende stævner på Mallorca og i Hyeres. Her slutter vi henholdsvis som nr. 21 og 11. Stævnet udgjorde samtidig den danske kvalifikationsserie til for-OL, hvor vi slutter som nr. 2.

Efter Hyeres rettede blikket sig imod det stort anlagte ISAF VM. Vore forberedelser var grundige, og stævnet i Kiel kort før VM afslørede da også topform. Lidt ærgeligt at vi måtte udgå fra vores 3. plads inden medal racet blev sejlet, men vi slutter da som nr. 7.

Kort efter tager vi til Portugal for at forberede os på de forhold der kendetegner netop dette område. Dernede kunne vi hurtigt mærke at det ikke kun var os der havde forberedt sig grundigt. Sejlerne hamstrede udstyr således at produktionen til sidst ikke kunne følge med. Dette gik blandt andet ud over os, da vi først få dage før VM modtog den mast vi havde bestilt knap 4 måneder før!!!

Derfor blev hovederne også lagt i blød for at vurdere om vi skulle vælge den mast der havde givet os gode resultater i foråret, eller om vi skulle vælge den nye mast, som vi i udgangspunktet havde målt til at være lidt stivere end alternativet. Tilsvarende havde de andre sejlere også deres kvaler. Mange af de dygtige havde op imod 5-6 master at vælge imellem - som alle sammen var NYE.

Vi vælger den nye mast med det argument, at man skal turde at risikere før man virkelig kan vinde. Ved selve stævnet får vi en lidt uheldig lodtrækning der gør at vi på én dag skal sejle 4 sejladser. Det lyder måske ikke af meget, men på grund af mange udsættelser tilbringer vi mange timer på vandet. I den sidste sejlads får vi samtidig en mindre skade på den nye mast, der gør at vi må skifte.

Den dag tilbringer vi 13 timer på vandet/havnen, men resultatmæssigt var vi sluppet godt fra det og er placeret omkring vores målsætning i top 15.

Resten af stævnet er præget af store fordele på styrbord side af banen, og i de one-way forhold kunne vi mærke at vi savnede den fart der vil rykke os i top 10. Alt i alt slutter vi som nr. 24, hvilket er vores hidtil bedste resultat i VM sammenhæng. Alligevel havde man en lidt flad fornemmelse, da vi med flere ressourcer ville have økonomi til at teste mere grej, som er alt afgørende for at finde den sidste fart der skal til. Når man så let kan identificere problemet, er det meget frustrerende, at det er så svært at gøre noget ved.

Vores sidste chance for at blande os i OL-kvalifikationen var ved EM i Marsala i september. Vi havde endnu engang købt ny mast, hvilket faktisk gav os god fart ved stævnet. Desværre var vi ikke i nærheden af hvor vi skulle være mentalt, og set i bakspejlet var vi alt for aggressive. Det hele endte som en katastrofe, og for første gang i karrieren kvalificerede vi os til bronzefeltet. Det er svært at kommentere yderligere, da det på ingen måde afspejler vores niveau. Allerede i vores første sæson var vi jo istand til at kvalificere os til søvfeltet.

Efter en lidt svær periode herefter har vi igen fundet motivationen, og vi er i fuld gang med at stable et nyt og mere professionelt projekt på benene. Det vil forhåbentlig resultere i endnu bedre resultater i sæsonen 2008, og på længere sigt bære os frem mod OL i 2012.

bookmarks