Gå til forsiden

Evaluering 2002

Evaluering 2002

Sæsonen 2002 er på det sportslige plan forløbet over forventning. Før vores første sæson i 49´eren havde vi forelagt en ydmyg målsætning, der lagde op til utrolig mange træningstimer, men færre kapsejladser. Planen var, at træningstimerne skulle give os meget viden om båden og hurtigt give os et højt teknisk niveau i jollen. Bagsiden af denne målsætning betød, at de kapsejladsmæssige egenskaber ikke var i højsædet, og dette kunne ses i et bredt udsnit af sæsonens stævner. Alligevel viste vi, primært i sommer- og efterårsferien, at vi havde fundet kapsejladsinstinkterne igen. Vores glimrende indsats ved EM, og vores 5. plads ved DM, var nok højdepunkterne. Vores stigende formkurve i stævnerne, skyldtes selvfølgelig afkastet fra træningstimerne, men endnu vigtigere var det, at vi i denne del af sæsonen sejlede mange stævner, og derfor genvandt vores taktiske egenskaber og instinkter.
Træningsmæssigt har sæsonen været en uovertruffen succes. Vi har i løbet af hele sæsonen trænet benhårdt. I førsæsonen arbejdede vi fysisk, for at komme tættere på de andre ældre sejleres vægt, men vi brugte også et par meget kolde træningstimer på den lokale fjord, samt ved Team Danmarks talentcenter i Kaløvig. Efterhånden som vejret blev varmere, nedlagde vi det fysiske arbejde, og brugte herefter al træningstiden på vandet. Blandt andet var vi på en 3 ugers træning/stævne tur til Spanien, hvor vi for første gang også høstede værdifuld erfaring i kapsejladsøjemed.
Derfra og til isen lagde sig på Skive fjord, har vi trænet intenst. Primært med teknikken i jollen.
Fra begyndelsen af efterårsferien igangsatte vi atter den fysiske træning. Denne gang mere målrettet end tidligere og vi har lige siden langsomt optrappet træningsmængden, og det skal siges, at vi har kunnet mærke en betydelig fremgang.
Materiellet har også været et centralt omdrejningspunkt i sæsonen. Som begyndere i 49´er klassen er det vigtigt at optimere sit grej, så det passer besætningen personligt. Det tager ufatteligt lang tid, og det har varet hele sæsonen, men vi føler efterhånden, at vi har de sidste ting på plads. Der skal nemlig ikke herske tvivl om, at vi gerne skulle undvære sidste sæsons grejproblemer i fremtiden. Der har nemlig været mange problemer med grej, der er gået i stykker, men i 49´er klassen er det som før nævnt en selvfølgelighed for nybegynderne. Vi har valgt at tage én ting af gangen og gennemteste samt udvikle denne til det optimale, før vi går videre til noget nyt. Ved et tilbageblik på sæsonen har vi i  løbet af hele året stort set ikke haft uheld med den samme del 2 gange, og dette mener vi altså er et bevis på, at vores grejarbejde bærer frugt, og at de færdigudviklede systemer holder. At tingene er gået i stykker ved stævnerne, har været en konsekvens, af at tingene ikke var endeligt gennemtestede, eller at vi endnu ikke havde fokuseret herpå. Man er jo nødt til at udstille materiellet for en ekstrem belastning – kapsejlads, før man kan stole på, at det rigtigt holder.   
Der skal i hvert fald ikke være tvivl om, at erfaringen omkring grejudvikling, har været en af de mest lærerige i sæsonen 2002. Et arbejde vi vil koncentrere os om at gøre bedre i den kommende sæson.
Vi har i løbet af sæsonen 2002 fået nye sponsorer, som alle indgår i et værdifuldt samarbejde med os. Vi kan nævne PolyRopes som, hvilket  navnet antyder, befinder sig i tovværksindustrien, og vi modtager derfra kvalitetstov med en god rabatordning. Dette har virkeligt givet vores grej et løft.
Vi kan også nævne Skive Badeland, hvorfra vi har modtaget gratis adgangskort til motionscentret. Det har gjort det muligt for os at optrappe vores fysiske træning, som beskrevet tidligere.
Vi har også indgået aftale med en ny økonomisk støttende sponsor. Det er Bertel Gantriis byggevirksomhed a/s, som er en tømmervirksomhed med domencil i Skive. Firmaet arbejder primært i Københavnsområdet, men firmaet fandt alligevel interesse i at sponsorere et par unge lokale idrætsfolk med høje ambitioner. Dette vil i fremtiden gøre det muligt for os at deltage i flere internationale stævner.
Som følge af Telias manglende succes i bredbåndssatsningen er comhjem.dk ikke længere en del af sponsorerne, men vi arbejder i øjeblikket på at indgå en ny kontrakt med et firma, som er udsprunget fra comhjem.dk, og som kan gøre det muligt for os at bibeholde vores succesrige hjemmeside.
Vi har derudover vedligeholdt vores gode samarbejdspartnere fra sidste år Sparbank Vest, RK plastindustri og Neilpryde. Vi er glade for at have den støtte de giver, og vi mener samarbejdet fungerer godt og problemfrit, og føler at samarbejdet er ligeså givende for jer, som det er for os.
Vi afventer desuden besked om fortsat samarbejde med Ide Pro.
Vi forsøger så ofte som muligt at promovere vores sport, os selv og ikke mindst vores sponsorer. Dette foregår primært i de lokale medier og i sejlsportstidsskrifterne, samt diverse internetsider omhandlende sejlsport. Vi figurerer dog også jævnligt i internationale medier, som f. eks. ved indslaget på norsk fjernsyn om EM i Norge, men der dukkede også et par velkendte reklamer op i en Spansk Tv-kanals sportsnyheder, under julestævnet i Palamos.
Vores hjemmeside har dog også været et omdrejningspunkt for vores promovering. Hjemmesiden er nemlig udgangspunktet for at vi kan informere både pressen, men også andre interesserede om hvordan det går når vi er ude. Faktisk har der i løbet af sæsonen været utroligt mange besøgende og vi er stolte af at vi har haft over 5000 besøgende på vores hjemmeside side februar, hvilket giver et gennemsnit på mere end 450 besøgende om måneden.
Det er på denne baggrund, at vi håber at I, som sponsorer også får noget ud af samarbejdet.   
Sejlunionen har indstillet deres talentarbejde, for at koncentrere sig om landsholdsejlerne. Talent– og elitecentre i hele landet er dermed lukket. Vi er dog stadig inviteret med til at deltage i landsholdssejlernes træning, som her i vinter foregår i Cadiz i det sydlige Spanien. Da det er temmelig bekosteligt at komme til Cadiz, og træningsterminerne ikke passer  med de tidspunkter, hvor vi har fri fra vores uddannelser., bliver det et forløb, hvor vi er i kontakt med landstræneren. Samtidig vil 49ersejlerne formentlig fortsat mødes i Kaløvig til selvbestaltet træning, hvor vi selvfølgelig også vil deltage.
I øjeblikket står den udelukkende på god fysisk træning i Skive Badelands fitnescenter: Atlantis.
Målsætningen for den kommende sæson er at bruge vores erfaring til at opnå bedre resultater til stævnerne. Dette skal opnås ved at centralisere træningen omkring trimmet dvs. farten af båden og aggressiviteten i starterne, som skal give os et bedre udgangspunkt på det første kryds.
Resultatmæssigt vil vi være tilfredse, hvis vi bliver placeret omkring guldfeltet. På verdensranglisten vil vi kæmpe for en placering i top 70.
Venlig hilsen og et ønske om et Godt Nytår
Team Toft
bookmarks